Tak så langt

Så.

Første år sluttede.

Denne blog gik i sig selv omkring marts, som mange nok har fornemmede.

Den blev lagt hen efter forfatterens formodning om at det alligevel blot var de mennesker, som han viste billeder til hjemme i sine ferier, der besøgte stedet.

Det viste sig så nu, at mange andre også har haft glæde af læsningen herinde uden mit vidende, heriblandt mange potentielle ansøgere til UWC og andre interesserede.

Det fortsætter så, men i en samarbejdsform med nogle andre danskere her fra skolen på http://www.danskerne-i-norge.blogspot.com/.

Dette både fordi en fuldstændig blog af én person er et rigeligt omstændigt projekt, men også at flere vinkler på samme blog, kunne være helt spændende ud fra en formidlingsmæssig betragtning.

God læsning!

Enden på et år

Der skete selvfølgelig en del efter Ski-week.

Det blev forår. Eksamen kom. Stressen og morskaben peakede på flere måder.

Der var African Show, 17. maj, Staff-show hvor vi så lærerne smide alle hæmninger, graduation og afgang for 2nd years og så vores egen afgang 14 dage efter.

Herefter var der dimission i København for den danske UWC-årgang 05-07.

Det var så det... for nu.

Det var hårdt da 2. årgang sagde farvel. Dem ser man måske aldrig igen. Fik man nu nydt det nok?

Nu er der et helt år forude. Heldigvis har vi fået nogle meget lovende 1st years fra Danmark. (Jeg tør ikk skrive andet Mads ;-) ) og der er et helt år tilbage fyldt med muligheder, som man måske forstår sig bedre på at udnytte.

Tak for nu!

Walkathon i Bergen - Et event hvert år i maj hvor alle dresser op og går i optog gennem byen, hvor der bliver samlet ind til et velgørende formål

Graduation

Jacob, Silja og Amir med huer

Jeg selv og Kopano back-stage ved African show

Ski-week

Så har alle 1. klasserne været på lejrskole.

Én uge med alle 100 på et fjeldhotel i stram Østtysk stil og med spektakulær udsigt. For alle der lå over absolut begynderniveau var der ikke den store sportslige udfordring i det. Men hovedformålet var også det sociale og at give 1. årseleverne en chance for at se hverandre i andre sammenhængen (og forvredne stillinger på hovedet i snedynger).

Surakit fra Thailand i fuld firspring - bemærk hvor højt han faktisk er oppe i forhold til bumpets størrelse

Jeg hjalp til på børnebakken og fik forbrændt kolossale mængder af energi i snebolds-brydekampe med Aske.

Aske og mig på den lade side

Vi havde et firdages program, så der var både tid til langrend og alpin. Alex fra UK og jeg tog på en fantastisk flot tur op i et månelandskabsagtigt sceneri med lærerne Donna og Fred. Vi byggede en snemandsfamilie oppe ved nogle forladte hytter på toppen af et bjerg. Da vi skulle ned fulgte vi ikke de gængse spor, men svævede med udstrakte arme ned gennem pudder-sneen over de svagt skrånende vidder.

Langrend

Det mest sociale ved hele turen var faktisk de daglige gyserfilm, der blev vist i kælderen hver aften. De var af frygtelig ringe kvalitet, men folk skreg og skreg og skreg i fællesskab og man krammede spontant til alle sider. Ruben fra Paraguay var i særdeleshed underholdende med den åbenlyse selvpineriske fryd han gennemgik ved at se filmene.

Bilal fra Pakistan, jeg selv og Ruben fra Paraguay

Det var nu også hårdt. Det blev til lange middagslure hver dag. Tror det må have dunstet en del med Marc fra Holland, Leif-Erik fra Norge og jeg selv liggende på vort lillebitte værelse og slappe af blandt alt vores dampende svedtransporterende undertøj, uden mulighed for bad fordi vandet først blev over 2 grader varmt hen under aften.

Efter filmene dyrkede vi netop det sociale. Jeg sad en hel aften til ud på de små timer og diskuterede med Min Sern fra Malaysia foran kaminilden i opholdsstuen. Der er visse specifikke temaer der gentager sig selv ulideligt mange gang på en UWC-skole, når det kommer til diskussioner i kantinen især. Der er: Hvor meget forstår skandinaverne af hinanden-diskussionen, hvordan kom du ind på UWC?-diskussionen, Hvilke fag tager du så?-diskussionen, Søgen efter forklaringen på hvorfor asiatere er så uretfærdigt gode til matematik-diskussionen og flere i den dur. (Desværre går de næsten aldrig dybt ned i ting som Israel/Palæstina konflikt mm. Nok fordi det stiller så store krav til indsigt. Når Moses (min israelske værelseskammerat) folder sig ud og forsøger, i beundringsværdig grad, at belyse alle aspekter af hårdknuden, bliver man ganske enkelt ør i hovedet af det. Nej, det er meget nemmere at holde sig til noget, alle kan springe med på med det samme)

Nå, tilbage til Min Sern. Her tog vi den skridtet videre. Efter lidt kratten i overfladen kom vi ned til de dybereliggende følelser hos ham og hans landsfæller. Eller rettere sagt: Etniske kulturfæller. Han er nemlig kinesisk-malaysier der er én ud af tre store etniske grupper i landet sammen med de engelsktalende indisk-malaysiere og de malaysisktalende ”malay-malaysiere” (eller hvad de så kaldes). Det var jeg faktisk overhovedet ikke klar over før jeg kom på UWC. De går nu også temmelig stille med dørene omkring de etniske spændinger, der så er. Så vidt jeg forstår dulmet af buddhistisk livsfilosofi, økonomisk fremgang og så en helt ikke-eksisterende tradition for samfundskritik. Men stille, rolige og uhørt velopdragne Min Sern var faktisk ret ”pissed” under overfloden over al den diskriminering der så åbenbart foregår mod den kinesiske minoritet. Ifølge ham var der både tale om skatte-, sprog- og uddannelsesfordele til de etniske malaysiere. F.eks. gives kun ca. 15 % af de årlige stipendier til videregående uddannelser til ”kineserne.” Men… ingen siger noget til det fordi det ville være tabubrud af dimensioner der overgår enhver europæers fatteevne hvis man skrev en kritisk kronik i en avis. ”Jamen protesterer I da ikke, for himlens skyld?” ”Nej, det gør man bare ikke. Alle er opdraget til ikke at brokke sig over noget, men det irriterer, kan du tro ”

Kulturkløft?

Førnævnte Ruben underholdte Salvatore, Marc og mig oppe på værelset med historier om sin værnepligt hjemme i Paraguay. Ja, alle unge mænd over 16 skal bidrage med ca. 1½ måneds samfundstjenende virksomhed om året og en af mulighederne er at være værnepligtig i militæret. Der fortalte han så om alle officererne, der ud fra stor, stor kedsomhed brugte al deres tid på at genere Ruben og hans kampfæller. Meget af det var dog utroligt lattervækkende fordi det nærmest kun var små mænd med kæmpe mindreværdskomplekser, der koster dem ud midt om natten for at aflevere svada på svada af eder og så sender dem i seng igen. De blev nu også sendt på krigsspil i den Paraguayske jungle, hvilket absolut ikke er et lattervækkende sted. Ruben fik det nu til at lyde sådan da han fortalte, hvordan hele hans regiment på nær ham og to andre blev udraderet da en abe angreb én og fik ham til at flygte i vild panik ud i en ”minefelt” af pulverminer… Og der stod kommandant Ruben så. (Ja, ham der kun var ganske få ”bøh!” fra ufrivillig vandladning under gyserfilmene. Jeg kan slet ikke lade være med at forestille mig kvaliteten af Paraguays militære kapacitet, hvis det er folk som Ruben, der ender som kommandant blandt tropperneJ)

Gruppe 3

Theory of Knowledge

Vi har fået et nyt fag kaldet Theory og Knowledge (TOK). Det er en del af IB-programmet med en times undervisning om ugen fra januar til januar næste år. Formålet er at stimulere vores kritiske tilgang til de forskellige videnskaber og om og om igen stille spørgsmålet ”How do we know what we know?” Det er ret interessant. Vi er en lille klasse, der så diskuterer alverdens filosofiske og videnskabelige teorier omhandlende historie, biologi, etik, generel fatteevne, viden, erfaring mm…

Vores lærer hedder Mohan. Han er gift med Summer (vor filosofilærer), er født i Indien, men studerede fysik i England, endte efter adskillige jobs i USA som seniorforsker i CERN i Geneve og bor nu i Norge hvor han lærer gymnasieelever at tænke kritisk over tilværelsen.

De fleste lektioner i TOK har en tendens til at gå over i monologer om partikelfysik, men det er faktisk ikke så dårligt, for når han folder sig ud forstår man at selv de folk (som ham) der er uddannet til og arbejder med at skrive hele den fysiske virkelighed ned på formler, slås med præcis de samme tilgangsproblemer som os, når vi analyserer hvor hurtig et pendul svinger fra højre til venstre.

Han ligner lidt en stereotyp på en indisk vismand fra et tempel i Himalaya med fuldskæg, ufattelig ro og lige rigeligt kryptiske kommentarer i ny og næ. Dog iklædt sin evigt røde regn regnjakke og pelshue. Han tænker tit højt og det er nemt at få endnu en gratis forelæsning på vej til frokost.

Global Concerns – Power and Leadership

Ca. en gang var anden måned har vi en temadag om et eller andet aktuelt emne kaldet "Global Concerns". Vi har bl.a. haft om AIDS og ernæring og denne gang var det så Power and Leadership. Hele ugen op til blev forskellige lærere promoveret som repræsentanter for ”Den sande vej”. Nogle elever havde fået til opgave at lave kampagner for forskellige styreformer, der så skulle kulminere i et stort valg på selve dagen. Valgtalerne i sig selv var fantastiske. Xiohang, vor kinesiske økonomilærer, blev f.eks. fremstillet som kommunistisk diktator(inde) til perfektion og spontan jubel fra masserne.

Efter valget, der dog blev afbrudt af et kup fra den lokale guerilla, skulle vi deltage i diverse workshops. Jeg selv skulle lede en case study med en specifik lederstil der var blevet mig pålagt. Denne skulle så evalueres af folket bagefter.

Middagen den dag var opdelt. Folk blev opdelt i verdens indkomstgrupper og fik mad i proportion til hinanden. De 3 % ”superrige” fik derfor kilovis af brød på deres opdækkede spiseborde, mens de ”ultrafattige” fik en kvart kop ris der allernådigst kunne spises på gulvet. Det resulterede i revolte da masserne stormede kantinen. Her var der mad nok til alle…

Min room mate Moses får hjælp til at fastholde stemningen på video - mange 2. års elever er allerede ved at udvikle pre-malankoli over at skulle forlade skolen om 3 måneder

Room Dinner i Norway House room 104 - Det er yderst sjældent vi er samlet på een gang, men her tog vi os tid.

De dansktalende på RCN UWC - Gustav var ikke til stede på dagen, så vi fik en gut fra Angola til at stå model og klippede så Gustav ind bagefter.

Øverst fra Venstre: "Gustav", Aili (Grønland), Sara, Amir, Anna, Amalie, Fateh, Lauge

Nederst fra Venstre: Jacob, Eva, Gro, Aske, Laura, Silja (Færøerne), Maria (Færøerne)

Atlantic College - Model United Nations

Her på skolen har vi lige haft projekt uge. Det bestod af et 3-dages førstehjælpskursus og derefter et flere dage langt rollespil kaldet Model United Nations (MUN)
Det består i at man får tildelt et land som gerne skal være så fjernt som muligt fra ens personlige kulturelle baggrund. Man bliver delt ind i grupper så man har ca. 5 "landsmænd" og man skal nu forhandle på dette lands vegne i et stort rollespil som involverer hele skolen. Man forsøger at følge procedure fra FN så nøje som muligt. Dvs. man forhandler i små kommitteer med et helt overdrevet diplomatisk sprogbrug og skal så til sidst stemme om resulutioner i den store generalforsamling. Herved skulle man gerne få lidt forståelse for hvordan verden egentligt tackles når det kommer til stykket.
Og nu kommer det sjove...:
Jeg og 5 andre havde vundet en lodtrækning om at komme til MUN på UWC-skolen i Wales. De holder det nemlig samtidig på alle UWC-skoler.
Skolen i Wales hedder Atlantic College og var den første af slagsen. Den er grundlagt i 1962. Billederne taler for sig selv. Det er et gammelt slot fra 1300-tallet hvor hele Harry Potter kunne optages uden problemer.

Turen derhen var en oplevelse i sig selv. Vi overnattede i London og var lige ved at måtte rejse hjem igen da vores busbillet til Cardiff viste sig at være booket til den forkerte dato. Vi blev på det bestemteste afvist af chaufføren, men Salvatore nægtede. Vi andre betragtede sceneriet på afstand i flere minutter, mens Salvatores meget italienske gestikuleren overfor den store brite blev mere og mere flagrende og italiensk...
Til sidst vendt han sig og råbte: "Come one! Let's goe guyse!" og vi steg ombord.

Vi ankom til Atlantic College sent om aftenen. Vi så lidt til folkene og stemningen havde en slående lighed med vores skole.
En lille gut fra Zambia tilbød mig en rundvisning på slottet. Det var ham der havde "aflåsningsvagt" den uge. Det var helt mørkt og temmelig tåget og gud hvor var det freaky at liste rundt og låse et helt forladt slot af i buldermørke. Det viste sig oven i købet at være det 7. mest hjemsøgte slot i Storbritannien! (hvordan det nu end måles(!))

De næste dage var det perfekt vejr. Hele slottet og campus var om muligt mere spektakulært end vi havde troet. Hele fredagen deltog vi timer inden rollespillet startede. Det hele foregik i tårnværelser, der kun kan nås fra snævre vindeltrapper og stenbeklædte gange.

Fredag eftermiddag startede MUN. Alle skulle stille i deres stiveste puds og jeg lånte et jakkesæt af en nordmand der dog var ca. 7% for lille.
Jeg repræsentede Rusland i "Komittéen for Nedrustning og Sikkerhed" og efter 5 min var alle helt og aldeles opslugt af deres roller. Komitté-formændene, som var dem der organiserede rollespillet, fungerede som ordstyrere og at alle tog det dybt seriøst gjorde det både interessant og umådeligt sjovt.
Vi skulle egentlig snakke om nuklear nedrustning i mellemøsten, men efterhånden gik det op for de mindre lande at vi da snildt kunne desarmere hele kloden, nu vi var igang. Jeg levede mig mere og mere ind i min rolle og kæmpede med næb og klør for at bevare Moder Ruslands masseødelæggelsesvåben. Jeg var i undertal sammen med USA og UK og hvis ikke vi fik det bragt op i "Sikkerhedsrådet", så vi kunne sætte vores veto igennem, ville koalitionen af småstater (anført af Cuba) tvinge os i knæ... Det lykkedes dog til sidst at true dem med vores veto-ret og de store jordede nok engang de små som det sig hør og bør.

I de andre komittéer gik bølgerne endnu højere. I "Krisekomittén" blev der erklæret 3 krige og delegationen fra Iran blev smidt på porten efter at have kaldt ordstyreren for "Ugudelig kapitalist"

Men der var også mange fantastisk givende dialoger og episoder. At forsvare et andet lands interesser og skulle forhandle gennem den slags diplomati var en helt speciel oplevelse.
Det rakte også udover komitté-arbejdet. Vi gik stadig rundt i vore outfits i pauserne og folk dyrkede konferance-stilen så det drev.

Efter 6 dage, og flere af dem med maraton-forhandlinger fra morgen til aften, forlod vi Atlantic Collge. Der blev dog også tid til besøg på lokale pubs og op til flere fester.

Tænk at lægge en skole her! Det er hele varmeregningen værd

Spisesalen (!)

Intense forhandlinger i Nedrustningskomittéen

Fra venstre:
- Mr. Salvatore Tesoro, leder af Pakistans delegation i "Krisekomittén"
- Mr. Lauge Schøler, leder af Ruslands delegation i "Komittéen for Nedrustning og Sikkerhed"
- Mr. Marc Van Lanschot, Leder af Quatars delegation i Sikkerhedsrådet
(Marc havde lånt en officiel arabisk heldragt af en ægypter fra skolen i Norge for at øge autenciteten som diplomat fra Quatar, men efter eget udsagn stank den simpelthen for meget af kamel-ekskrement da han pakkede den ud)

Langrendski og dansk-latino party

I Environmental Systems (vor Naturfags-substitut af et videnskabeligt fag) har vi lige afsluttet et længere forløb om global opvarmning og eftersom det vedblev at være lige varmt og regnfuldt her, var tilbøjelige til at tro de værste scenarier om smeltede poler og des lige... Indtil for ganske nylig var her INTET sne.
Men så er det væltet ned i overflod og pt. er det faktisk minus 10 grader.

Skolen har et lager af langrend ski for dem der ikke slæber deres snowboards med op i bakkerne bag skolen. Anna (fra Danmark) fik sin ilddåd da vi tog turen til flekke gennem et landskab der var som kopieret fra visitnorway.com... Hun væltede kun 2 gange.

Her på stedet holder man fødselsdage ved midnat. Det er kotyme at værelseskammeraterne pågriber den pågældende og slæber vedkommende ned til hyldest i vores fælleshus. Dér synges der og gives kort og så tager man tilbage til rummet og spiser hvad der nu er blevet købt ind eller fremstillet. Det er specielt lækkert ved asiatiske fødselsdags parties.
Men hvad gør man så hvis man har fødselsdag i en ferie? Normalt forbigås disse i stilhed, men Aske og jeg allierede os med to latinos, Alejandro og Anibal, og holdt et større sammenskudsgilde nede i fælleshuset.
Det blev en helt god aften.

Matematik med udsigt

Flekkefjord


To danskere på ski - vi måtte lægge ører til ikke så få vittigheder fra forbipasserende nordmænd

Fødselsdag med røde pølser og salsa

 

The Rat Race

Just tilbagevendt til skolen blev årets Extreme Sport event annonceret: The Rat Race. Svømning i den nær-frosne fjord efterfuld af terræn-løb og nogle klatreforhindringer der skulle passeres. Alt sammen arrangeret af Karl Oskar (Norge) i tæt samarbejde med vor filosofilærer.

Vi var op til flere som svor aldrig at deltage igen, da vi lå bag målstregen med tæpper over os mens følelsen langsomt dunkede sig tilbage i leddene.

Deltagerne - Summer, vor filosofilærer, ses med rødt pandebånd

Ham her sidder og varmer sine fødder allerede før starten er gået

Svømning

Terræn-løb

Vinderen i kvinderækken - Mattie fra UK

Jul i Danmark

Juleferien varede en måned. Det var skønt med så megen tid til at se de gamle venner.
Med al den tid kunne man næsten nå at få en rutine derhjemme.

Yilikal og Yukiko kom forbi i 10 dage og holdt jul. De tager ikke hjem til deres lande før til sommer.
Der var mange sjove oplevelser. Yilikal var på McDonald's for første gang i sit liv. Han prøvede også at lave mad for første gang... nogensinde.

De tog videre og holdt nytår andetsteds. Selv gjorde jeg det på meget dansk facon med de gamle bekendte.

Madlavning

Yukiko pynter juletræ og det er slet ikke plastic!

Dansk julemiddag - Yilikal til bords med min faster

Yilikal prøver straks sin gave

 

Christmas Dinner og Luciaoptog

Lige før juleferien var programmet proppet mere end hidtil. Udover at alle deadlines klumpede sig sammen og gjorde folk lidt halv-pirrelige, var der også en del udover det.
Interhouse-competition-komitéen overser ingen muligher for at lade de 5 kollegier konkurrere i alt hvad der om muligt kan dystes i og denne gang var en hel lørdag aften sat af til først sketch-konkurrence med efterfølgende modeshow. Dommerpanelet bestod af lærere.
Sketchene blev kreeret i stemning af vild panik, da ingen havde set sig tid til at lægge et plot, men med en ganske imponerende improvisation lykkedes det ganske fint og vi scorede os en 2. plads samlet set. Selv havde jeg rollen som vor House-mentors (Den hjælpelærer der er tilknyttet mit hus) mand i en kollossalt vellykket sketch.

Weekenden efter havde vi Christmas Dinner, der er årets mest officielt udseende begivenhed efter Graduation. Kantinen var pyntet til bristepunktet med gran og brundkager og alle kom anstigende i deres stiveste puds. Ved denne lejlighed var selvsvinget totalt, da alle skulle have billeder med alle, så det tog lang tid før blitz-lysene døde hen.
Efterfølgende var der Winter Show. Der var intet overordnet tema udover hvad folk følte de ville undgå at brænde inde med og det var faktisk ret herligt at se. Højdepunkterne var en øst-europæisk techno-nisse-dans og Aske fra Danmark der afslørede et helt ukendt talent udi freestyle jule-rap.

Her på skolen er alle tilknyttet en Service. Det er noget hjælpearbejde, der kan antage alle udformninger og i min service arbejder jeg som foredragsarrangør. Normalt skal man bistå med organisering af andre foredrag, men sidst i november holdt Kauro fra Japan og jeg et foredrag om "Forskelle og ligheder i ungdomskultur i Japan og Skandinavien." Det blev gjort som én lang historiefortælling, hvor vi brugte personlige anekdoter og skægge billeder til at give indtryk af hverdagen i de vidt forskellige lande, fremfor at gøre det til et mere akademisk og teknisk foredrag, hvilket tit er tilfældet.

Og denne omgangs interkulturelle småhistorier:
- Yilikal fra Ethiopien fik et stort chok, da han opdagede at landmænd i Norge bruger maskiner til at malke deres køer. Han følte sig først overbevist da han havde fået påstanden bekræftet af flere personer uafhængigt af hinanden.
- Liu Xu fra Kina sagde forleden, da samtalen kom ind på det termo-undertøj som alle elever får udleveret ved skolestart: "Jeg troede at skandinavere ikke fik udleveret noget termotøj, fordi de jo ikke fryser om vinteren"
- Jeg kom ud i en noget omfattende feminist-diskussion med omvendt fortegn med Shanoz fra Tadjikistan, efter vi begge havde været til aftensmad hos vores advisor. Vi er ca. 16 i advisor-gruppen og hende og jeg var havde fået opvasketjansen. Det var dog slet ikke så nemt at vinde hævd over sin tjans eftersom hun meget bestemt gav udtryk for at det ikke var et job for mænd. Hun blokerede ganske enkelt adgangen til vasken. Hvad siger man så? "Flyt dig dog kvindmenneske og lad mig komme til!"? - Det endte i et kompromis hvor jeg kunne tørre af...
- Mistelten. Her var der virkelig misforståelser på op til adskillige niveauer. Jeg introducerede fænomenet til Yilikal med en grinende Henrik stående ved siden af. Da vores første eksempel kom gående og intetandende stillede sig i position, sprang jeg frem og udførte yndefuldt traditionen (på hånden dog). Resultatet var total undren og paralysering hos den pige fra singapore det gik ud over. Jeg fik ikke mumlet mig frem til en forklaring i tide og væk var hun.
Det krævede sit at få Yilikal til at forsøge. Han gjorde det, men da der opstod mere og mere totalt akavede og til tider semi-anstødelige situationer, smuttede vi igen.

Vi nåede også et Luciaoptog. Alle Skandinaver mødtes et par gange for at øve og en morgen troppede vi op til morgenmaden i kantinen, dækket i lagener. Der blev sunget på alle sprog og det gik strygende lige til vi kom til det finske...

Tværkulturel grinagtighed - Mig, Alejandro fra Guatemala og Kopano fra Lesotho under Julemiddagen

Min gode ven Alex fra UK

Lucia

Enkelte dage bliver det aldrig lyst nok til at lygterne slukker - Det billede er taget kl. 14

SNOW!!!

Første november faldt den første sne.
De første snefnug faldt ved 3-tiden og alle væltede ud mellem husene under råben og skrigen for at fejre det der var en stor førstegangsoplevelse for mange...
At nedbøren kun var en ynkelig undskyldning for sne virkede helt underordnet.

SNOW

Wow...

Kopano fra Lesotho (bagest) og Runmey fra Indien midt i en totalsanseoplevelse

Vinter ved Flekkefjord

 

Asian Day

I lørdags var det Asian Day. Alle asiaterne her, hvilket egentlig er en hel del, holdt en hel dag med bazer.

Til middag var bordene fjernet fra kantinen, så alle sad og spiste asiatisk med spisepinde på gulvet. Alle var opfordret til at klæde sig ud, så resultatet blev overordentlig fesligt.

Dagen sluttede med et stort show i auditoriet...

Asian Dinner

Sort, sort, sort israelsk sarkasme

Tenzing og Kaoru i stokkekamp

Yukiko og Sushi

Spontan Thai-mad og meget uspontan Swing

Den travle hverdag har indfundet sig efter vores meget succesfulde projekt-uge. Vores 24-hour notice board bugner af sedler om alskens udskejelser man kan tage del i. Udover mine ansvarsområder er jeg nu også med i et projekt under Røde Kors hvor en gruppe laver fundraising for en tur til en flygtningelejr i Serbien i Juni. Det betyder kage-bage tjanser en gang om ugen til caféer og skriven rundt til organisationer der kunne tænke sig at bidrage.

Livet på værelset går sin rolige gang. Noget roligere end andre steder fornemmer jeg. Objektivt set så roder her af h til, men man lærer hvor man kan træder pr. refleks og holde styr på sin egen del af moradset. Raidun, vores alle sammens stand-in tante af en house-mentor her i Norway House, udbrød forundret hvordan man dog kan bestå en IB-eksamen under disse forhold.

Jeg løber tit til Flekke i skumringen for om muligt at holde formen og stresse af. Udfordringer får man nu i overflod hver fredag med Summer's (filosofilærerens)
Extreme work-out session. I fredags stod den på massagebold-øvelser, (løbe)sprint i svømmebasin og så et dyk i fjorden. Salvatore (Italien) og jeg fulgte trop, knapt splitterravende, over de rimdækkede plæner og løb om muligt endnu hurtigere tilbage igen efter suset.

Der er mange social happenings her. Når folk har fødselsdag bliver der sunget for dem kl. 24 nede i "forsamlingshuset" med efterfølgende fest på værelset. Derudover er der film-kigning og the-drikning overalt og nårsomhelst man ønsker.
Det viste sig under en samtale med en thailænder at vi begge havde voldsomt nostalgiske følelser over for en bestemt ret der sjovt nok tilberedes ens i Thailand og Japan, så det resulterede snart i en Thai-cooking event med stadigt flere gæster efterhånden som duften spredte sig.

Vi fik opført vores Swing-show til en stor college danse/musik opførsel forleden.
Det var en stor success. Vi efterstræbte stor autensitet med kostumerne og det gav det et ekstra løft. Folk anstrengte sig også gevaldigt, så bag den spontane overflade, så de klappende publikummer ikke vores stivnede smil og hvordan der blev talt og talt og talt...

Nu er der November Break fra i morgen, så campus er lidt i opbrud. Selv skal jeg hjem og se til Svendborg i en uge, mens de fleste ikke-skandinavere bliver her eller tager rundt i Europa.

Det er planen at Yukiko og Yilikal skal med hjem til Jul...

Luisa fra Schweiz, Game fra Thailand og Yu Shan fra Singapore i færd med thaimad

Thai-hygge

Mit Swing-outfit og mig